Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo Landsbyordning Stubbekøbing
Mobil menu

Profil

I Æblehuset er der fokus på leg og udvikling både ude og inde. Vi har en dejlig legeplads med bålhus, bakker og blommetræer, og vi bruger den hver dag. Klapvogne, Christiania-cykler, bus og gå-ben bringer os på opdagelse "ude i den store verden".

Æblehuset er beliggende i Horbelev, og vi er en aktiv del af lokalområdet. Horbelev Hallen udfordrer børnenes motorik i vinterhalvåret, hvor hver stue har en formiddagstid til rådighed. Vi er til børnegudstjeneste i kirken til jul og benytter andre lokale kulturtilbud gennem kommunens fælles kulturtjeneste.

Forældregruppen er entusiastisk, engageret og eminent at samarbejde med. Forældrene har dannet et aktivitetsråd som, i samarbejde med personalet, arrangerer forskellige sammenkomster i løbet af året. Vi plejer eksempelvis at fejre fastelavn, sommerfest og jul.

Det år, hvor børnene fylder 6 år, skal de starte i skole. For at forberede dem på overgangen og alt det nye, som venter, har vi et tæt brobygningsarbejde i landsbyordningen. 

Vi arbejder målrettet med læreplaner (KOMPAS) og har hele tiden fokus på det enkelte barns nærmeste udviklingszone. Vi arbejder med landsbyordningens vision "leg og læring for livet" via læreplansarbejdet og vores trivselsarbejde.

Til styrkelse af børnefællesskabet og det enkelte barns trivsel anvendes programmerne "Fri for mobberi" og "Trin for trin".

Når udviklingen ikke går den helt snorlige vej, og der er brug for hjælp til at imødekomme nogle udfordringer, har Æblehuset flere tværfaglige samarbejdspartnere at trække på. Vi har blandt andet mulighed for at oprette en GUSA (Guldborgsund Samarbejdsmodel). Gennem GUSA samarbejder vi tæt med familien om barnets udvikling, og alt i denne proces er synligt for forældrene.

Æblehuset - ærligt -ægte