Struktur og rammer for overgang/brobygning til ForårsSFO
Nedenstående danner rammen for vores fælles aftaler ifm. børnenes overgang mellem Æblehuset/Stubbekøbing Børnehus og ForårsSFO/skole. Hensigten er at understøtte børnene i en god overgang og start i ForårsSFO, hvor fokus er på børnenes udvikling, læring, trivsel og dannelse.
Nedenstående er en rammesættende uddybning omkring de fælles aftaler, der er indgået i vores fælles samarbejde. Det skal ses som et dynamisk opslagsværk, som løbende kan justeres og tilpasses. Dels ift. strukturen og rammen, men også ift. de konkrete brobyggende aktiviteter, da antallet af børn er svingende fra år til år.
Klar til ForårsSFO/skolestart
Æblehuset/Stubbekøbing Børnehus samarbejder med forældrene og SFO/skole om at gøre børnehavebørnene klar til ForårsSFO/skolestart. Der tages derfor afsæt i fire fokusområder ift. at være klar til ForårsSFO/skole for det pædagogiske arbejde. Formål er at skabe en tydelig ramme for den fælles dialog omkring den gode overgang fra Æblehuset/Stubbekøbing børnehus til ForårsSFO/skole mellem fagpersonalerne samt mellem fagpersonalet og forældrene. De fire fokusområder er:
Selvhjulpenhed: Børnene skal kunne indgå i en hverdag med større medansvar og voksenstyring. Det kræver bl.a. at børnene kan lytte- og handle efter en kollektiv besked, selv kan klare påklædning, toiletbesøg og holde styr på egne ting.
Sociale spilleregler: Børnene skal have kendskab til de sociale spilleregler og kunne indgå i fællesskabet. Det kræver bl.a. at børnene kan sætte egne grænser, forsøge at håndtere mindre konflikter selv, taler pænt til og om hinanden og kan vente på tur.
Leg og nysgerrighed: Børnene skal mødes med en legende tilgang til læring og have lyst at lære nyt. Det kræver bl.a. at børnene kan indgå i forskellige legerelationer og gøre brug af deres fantasi og kreativitet i legen.
Genkendelighed: Børnene skal opleve sig klædt på til at møde nye rammer. Det sker bl.a. gennem gensidigt besøg og ved velkendte rutiner, lege og et overordnede tema for aktiviteterne før, under og efter start i ForårsSFO. Herunder en inddragelse af Landsbyordningens Antimoppestrategi, hvor der arbejdes med ”Fri for mobberi”.